Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Lovændring skal dæmpe skattesmæk ved tagboliger

Regeringen vil forhindre skattesmæk ved tagboliger i andelsboligforeninger med ny justering af lov. ABF bakker op, men efterlyser klarhed og sætter emnet på dagsordenen til andelsboligdagen.

DEL ARTIKEL

En ny lovændring kan gøre det mere attraktivt for andelsboligforeninger at etablere tagboliger. Regeringen foreslår nemlig at fjerne en utilsigtet skatteeffekt, der i dag kan føre til markante stigninger i grundskylden, når tagetager udnyttes til boliger.

I dag kan oprettelsen af nye boliger i en eksisterende ejendoms tagetage betyde, at den såkaldte stigningsbegrænsning for grundskyld bortfalder for de eksisterende boliger.

Det gælder dog kun i de tilfælde, hvor foreningen frasælger tagetagen, og ikke hvis foreningen selv opfører nye andelsboliger i tagetagen. Det kan resultere i pludselige og uforudsigelige skattestigninger – også for beboere, som ikke selv får del i de nye taglejligheder.

Ifølge regeringen har samspillet mellem ejendomsskatteloven, brugen af BFE-numre og ejerlejlighedsloven haft den utilsigtede konsekvens, at ellers fornuftige byggeprojekter bliver økonomisk risikable. Det har især ramt andelsboligforeninger og andre ejendomsejere i de større byer, hvor behovet for flere boliger er stort.

Fritagelse for skattestigninger

Lovforslaget indebærer, at kommunerne fremover skal fritage ejendomsejere for netop den stigning i grundskylden, som skyldes bortfaldet af stigningsbegrænsningen, når der etableres lejligheder i tagetagen.

Fritagelsen gælder det første år efter ændringen, hvorefter ejendommen igen omfattes af den almindelige stigningsbegrænsning.

Formålet er at sikre, at ejendomsejere ikke straffes økonomisk for at udnytte eksisterende bygninger bedre – og dermed understøtte en mere effektiv anvendelse af boligmasssen.

ABF: Positivt skridt – men behov for tydelighed

ABF bakker overordnet op om forslaget og ser det som et vigtigt skridt mod mere forudsigelige rammer for andelsboligforeninger.

Men samtidig efterlyser ABF større klarhed om, hvordan ordningen konkret skal fungere i praksis. Det gælder blandt andet, hvordan ansvaret fordeles mellem kommunerne og Skatteforvaltningen, og om fritagelsen sker automatisk eller kræver en aktiv ansøgning fra ejendomsejeren.

ABF peger på, at netop forudsigelighed er afgørende, når bestyrelser og beboere skal træffe beslutninger om store og langsigtede byggeprojekter som tagboliger.

Tagboliger på dagsordenen til andelsboligdag

Spørgsmålet om taglejligheder og de økonomiske rammer for andelsboligforeninger er også på programmet, når ABF holder andelsboligdag i København den 31. januar.

Her bliver der sat fokus på erfaringer med taglejlighedsprojekter i andelsboligforeninger samt de økonomiske og juridiske rammer, som har betydning for, om projekterne kan realiseres i praksis.

Deltagerne får samtidig indblik i de nyeste politiske tiltag på området.

 

Hvad handler Andelsboligdagene om?

ABF inviterer til Andelsboligdagene 2026, hvor foreninger kan hente ny faglig indsigt, inspiration og dele erfaringer med hinanden.

Deltagerne får opdateret viden og konkrete redskaber til at understøtte foreningsarbejdet og kvalificere beslutninger om kommende projekter.