Fra bofællesskab i provinsen til kontor i København - på en time

Patrick Sølberg cykler til stationen i Hol­bæk, hopper på hurtigtoget mod København – og omkring 40 minutter senere er han fremme. Fra dør til dør tager turen omkring en time. Det var en præmis, han og familien havde accepte­ret fra begyndelsen til gengæld for et liv med mindre jag og mere samvær.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

− Det var ligesom en del af pakken, da vi flyt­tede. Jeg vidste godt, at jeg ville fortsætte med at arbejde i København, siger han.

Patrick er produktchef i en softwarevirksom­hed, han selv har været med til at starte, og han er i hovedstaden to-tre gange om ugen. Pend­lingen forsøger han bevidst at gøre til noget positivt.

− Jeg har fra start haft den indstilling, at det ikke skulle være træls at pendle. Der er bord og wifi i toget, så jeg arbejder hver morgen, og nog­le gange også på vej hjem. Hvis ikke, så læser jeg eller hører podcast. Jeg prøver at se det som et rum, jeg får foræret.

Han er én af omkring otte beboere i bofælles­skabet A/B Fælleden, der har job i København.

Nogle cykler til stationen, andre kører sam­men. For de fleste er det blevet en del af hver­dagsrytmen – ikke en barriere for at bosætte sig uden for byen.

Verden venter lige uden for
For andelshaver og suppleant i bestyrelsen, Jeanette Bjarnarson, der tidligere boede på Fre­deriksberg, er forskellen på byliv og hverdagen i A/B Fælleden tydelig. Hun flyttede ind, da hun mødte sin mand, som allerede boede i bofælles­skabet.

− Du får lys og luft. Du får samvær og hjælp­somhed, fordi vi er så tætte naboer. Du får lege­kammerater og nogen at snakke med. Ensomhe­den forsvinder.

Når hun parkerer bilen og går gennem områ­det, har hun ofte sagt hej til flere, før hun når sin hoveddør. Kontrasten til en københavnsk trappeopgang er til at tage og føle på.

− I byen åbnede jeg døren til en opgang og kiggede ind i en mur. Her åbner jeg døren, og så er der verden uden for.

Lige ved bofællesskabet breder Holbæk Fæl­led sig – det store rekreative område, der har givet A/B Fælleden sit navn. Her græsser køer og geder, og stierne snor sig gennem det åbne landskab. For Jeanette er det blevet en fast del af hverdagen.

− Jeg elsker at gå en tur derude. Man får den friske luft og det der med højt til himlen. Det gør noget ved én.

Lidt a la børnene i Bulderby
For børnefamilierne er det især hverdagen, der ændrer karakter. Børnene kan løbe direkte ud og finde legekammerater mellem rækkehusene, der snor sig i et stort S set oppefra, som indkredser området til en lille tryg base for bofællesskabets børn og forældre.

For Patrick og hans partner, Anne Høj, var netop børnenes opvækst en vigtig årsag til at flytte.

Kort efter indflytningen sad han og læste Astrid Lindgren for sin søn. Da han nåede til beskrivelserne af børnene i Bulderby, der leger sammen hver dag, stoppede sønnen ham.

– Det er jo ligesom os, gengiver Patrick Sølberg sønnens reaktion.

– Det var et ret fint øjeblik, for det var jo præcis det, vi håbede på, da vi flyttede ind i A/B Fæl­leden.

Fællesspisningen spiller en central rolle i bofællesskabet A/B Fælledens hverdag. Der laves mad­planer flere uger frem, en indkøber handler ind, og fire beboere står for madlavningen på skift. Andelshaverne spiser sammen fem dage om ugen. For Patrick og familien betyder det konkret mindre pres i en travl hverdag.

– Før skrev vi hver dag sammen om, hvem der handler og laver mad. Nu skal vi kun tænke på det de dage, hvor vi selv har tjans. Det frigiver enormt meget tid i efter­middagene. Tid, som vi ellers ville have brugt på indkøb og madlav­ning, kan vi bruge sammen med børnene.

Jeanette Bjarnason genkender billedet og kalder fællesspisningen for ”for nerven i foreningen”.

– Det er her, vi mødes på tværs. Man bliver sat sammen med nogen, man ikke nødvendigvis selv har valgt, og man får en føling med, hvordan folk har det. Ellers kunne vi jo bare lave mad derhjemme.

Plads til privatliv
Samtidig understreger begge andelshavere, at fællesskabet ikke ophæver privatlivet. Hver bolig er selvstændig med eget køkken og bad, og man kan vælge fra fælles­spisningen fra.

Patrick Sølberg og hans familie har for eksempel en fast hjemme­dag om ugen.

– Som forholdsvis introvert menneske har jeg også brug for at lukke døren indimellem. Og nogle gange har børnene brug for ro og for, at vi lige tjekker ind sammen.

Jeanette Bjarnarson afviser også myten om at bofællesskabet er som et kollektiv, hvor man laver alt sammen hele tiden.

– Det er ikke et kollektiv. Vi har vores egne hjem. Så man kan træk­ke sig, hvis man har behov for det.

For Patrick Sølberg er flytningen ikke et fravalg af København, men et tilvalg af noget andet.

– Flere af mine venner troede, at man gav mere, end man fik. Jeg synes faktisk, man får meget mere, end man giver.

Pendlingen er en del af hver­dagen. Men gevinsten er nærhed, fællesskab og en hverdag, hvor man ikke kun kommer hjem til en bolig – men til mennesker.