Andelsboligforeninger går sammen om at gøre Fensmarkgade grønnere
På Fensmarkgade på indre Nørrebro er andelsboligforeninger, beboere, et kollegium og lokale erhvervsdrivende gået sammen om projektet Fensmarkgade - Grøn Gade. Målet er først og fremmest mere biodiversitet, flere grønne områder og et stærkere lokalt fællesskab.
En gruppe børn har kastet sig ud i arbejdet med at bygge fuglekasser midt på Fensmarkgade. Ved et andet bord sidder voksne på hug og maler skilte til de kommende blomsterbede, der skal etableres i gaden. Og i en gammel grøn lænestol kan forbipasserende sætte sig og høre om planerne for en grønnere Fensmarkgade.
Aktiviteterne er en del af projektet Fensmarkgade - Grøn Gade, som denne solrige lørdag præsenterer sig selv for de lokale under den årlige gadefest på Fensmarkgade på Nørrebro.
Projektet er drevet af lokale ildsjæle og en række andelsboligforeninger, der ønsker at gøre den brede bygade grønnere og skabe endnu mere liv mellem ejendommene.
- Grøn Gade er et projekt, som går ud på at gøre Fensmarksgade meget grønnere, end den er i dag, fortæller Lisbeth Urfe, der er andelshaver i A/B Pegasus og initiativtageren til projektet.
Og når man står midt i gaden, er det let at forstå ambitionen. Fensmarkgade er bred, og store dele af byrummet består i dag af asfalt, brosten og fliser. En stenørken, kalder Lisbeth Urfe det.
- Jeg håber rigtig meget, at vi får skabt en grøn oase her i Fensmarkgade, som ellers er en meget bred og bar gade. Og at vi samtidig får skabt endnu mere fællesskab, end vi har i forvejen, siger Lisbeth Urfe.
Tre års arbejde
Idéen til Fensmarkgade - Grøn Gade opstod hos Lisbeth Urfe for flere år siden. Hun så et potentiale i at samle områdets mange organiserede fællesskaber om et fælles projekt.
I området ligger flere andelsboligforeninger side om side, og gennem årene har der været et voksende samarbejde mellem andelshavere, bestyrelser og lokale aktører.
Men vejen fra idé til virkelighed har ikke været lige.
- Det har taget omkring tre år at komme hertil. Vi fik i begyndelsen et klart nej fra kommunen, fordi man blandt andet var bekymret for drift og vedligeholdelse. Men vi blev ved, fortæller Lisbeth Urfe.
I dag er situationen en anden. Kommunen er blevet en aktiv samarbejdspartner og projektet er nu på vej ind i den fase, hvor de første fysiske forandringer skal ske.
En vigtig milepæl kom, da projektet modtog næsten 600.000 kroner i støtte fra Nordea-fonden. Midlerne skal blandt andet bruges til bruges til anlægsarbejdet med de nye gadebede, aktiviteter og beplantning.
Du kan se en videoreportage fra dagen herunder:
Et grønt bælte gennem gaden
Visionen rækker længere end de enkelte gadebede. Målet er ifølge initiativtagerne, at de mange små grønne tiltag tilsammen skal forvandle Fensmarkgade til et sammenhængende grønt bælte gennem hele kvarteret.
Planerne omfatter blandt andet flere og større gadebede med insektvenlige planter, nye træer, som gavner fugle og insekter, flere klatreplanter langs facaderne, fuglekasser og insektboer. Og flere eksisterende bede skal udvides og forbedres med bedre jord, så planterne får bedre vækstvilkår.
- Vi vil gerne skabe en grøn korridor gennem området. Ikke bare for planterne og insekterne, men også for mennesker. Det skal være en gade, hvor man får lyst til at opholde sig, siger Lisbeth Urfe.
Projektgruppen håber samtidig, at Fensmarkgade kan inspirere andre boligområder til at gøre noget lignende.
Sammen står man stærkere
Den grønne gade omfatter ikke kun én ejendom eller én andelsboligforening. Tværtimod er det samarbejdet mellem områdets mange aktører, som har gjort projektet muligt.
Ifølge Lisbeth Urfe har netop den brede opbakning været afgørende, både i dialogen med kommunen og i arbejdet med at søge fondsmidler.
- Det giver en helt anden slagkraft, når man kan sige, at det er en hel gade, der står bag. Vi har andelsboligforeninger, et kollegium, erhvervsdrivende og andre lokale aktører med, og det gør en stor forskel, siger hun.
Blandt deltagerne er A/B Refsnæsgaard I og II, hvor formand Rolf Eric Anithason også har været med i arbejdet.
-
Børnene spiller en central rolle, når der skal bygges og gives liv til visionen om en grønnere Fensmarkgade. Foto: Jan Klint Poulsen -
Fra asfalt til oase: Lokale ildsjæle arbejder for at forvandle den brede gade til et grønt byrum. Foto: Jan Klint Poulsen -
Beboere i alle aldre mødes på Fensmarkgade for at bygge fuglekasser og skabe en grønnere by sammen. Foto: Jan Klint Poulsen -
Grøn Gade-projektet samler lokale kræfter om nye blomsterbede og mere biodiversitet midt i Nørrebro. Foto: Jan Klint Poulsen -
Gadefesten på Fensmarkgade danner rammen om idéer, fællesskab og planer for en grønnere fremtid. Foto: Jan Klint Poulsen -
Alle kræfter var sat ind, da børn og voksne sammen gik i gang med at bygge, plante og skabe en grønnere Fensmarkgade. Foto: Jan Klint Poulsen
Kort om projektet:Grøn Gade gør Fensmarksgade grønnere og mere levende gennem samarbejde mellem beboere. Det indebærer blandt andet workshops, havedage, en plan for beplantning, frøbank og insekthoteller samt fælles vedligeholdelse af området.