Andelsboliger ER en del af løsningen på boligkrisen
Dette blev endnu engang slået fast fra højeste Europæiske politiske niveau, da Housing Europes generalforsamling og konference blev afholdt i Trieste, Italien, i starten af juni.
Landsformand Hans Erik Lund og underdirektør Isaac Appelquist, repræsenterede ABF ved den årlige europæiske boligkonference med temaet "Fra vest til øst: Mod en lysere boligfremtid” 4.-5. juni 2026. Konferencen samlede repræsentanter fra boligorganisationer, offentlige myndigheder, finansieringsinstitutter og europæiske institutioner fra hele Europa til to dage med erfaringsudveksling, gensidig hjælp og spændende oplæg.
Centralt på programmet stod udfordringer, der præger boligpolitikken på tværs af Europa: boligers tilgængelighed og overkommelighed. Samtidig var blikket også rettet mod byfornyelse og energirenovering af den eksisterende boligmasse, samt de finansieringsudfordringer vi også kender ift. andelsboliger i Danmark.
Den gennemgående erkendelse var, at Europa befinder sig ved et vendepunkt, og at der er akut behov for stærke, holdbare boligsystemer. Og her ses bl.a. den danske andelsboligmodel samt ”Landsbyggefonden” som centrale løsninger mange ønsker i deres lande.
Input fra EU's absolutte top
Konferencen bød også på bidrag fra de allerhøjeste EU-niveauer. EU-kommissær Dan Jørgensen, ansvarlig for energi og bolig, præsenterede planerne for en kommende europæisk Affordable Housing Act og en europæisk boligalliance, som lanceres i disse dage.
Irene Tinagli, medlem af Europa-Parlamentet og formand for dets særlige udvalg om boligkrisen, kom med klare budskaber om, hvor vigtig bolig er for både europæisk sammenhold og borgernes hverdag. Hun fremhævede, at boligkrisen i stigende grad også rammer middelklassen – ikke kun de mest udsatte. Derfor er der behov for flere løsninger end kun socialt boligbyggeri. Det stod også klart, at boligspørgsmålet nu har fået stor opmærksomhed på den politiske dagsorden i EU.
Værdifulde møder og netværk
For ABF var konferencen ikke blot et forum for faglig opdatering, men også en vigtig lejlighed til at vedligeholde og udbygge internationale relationer. Hans Erik Lund og Isaac Appelquist havde særligt udbytterige samtaler med repræsentanter fra Norge, Sverige, Irland, Spanien, Tyskland og Italien.
- Det europæiske netværk er afgørende for ABF’s politiske arbejde, fordi en del af boligpolitikken formes i Bruxelles. At mødes ansigt til ansigt med kolleger fra andre lande giver desuden indsigter og inspiration, som dels styrker vores evne til at bidrage konstruktivt til den hjemlige boligdebat med internationale perspektiver. Men endnu vigtigere, så hjælper samarbejdet med vores europæiske kolleger os til at finde konkrete løsninger på udfordringer som ABF’s medlemmer møder i deres hverdag, fortæller Hans Erik Lund.
ABF følger udviklingen i EU's boligpolitik tæt og vil fortsætte med at bidrage aktivt til det europæiske samarbejde om at sikre gode og tilgængelige boliger for alle. Samtidig er det med til at sikre, at EU-løsninger også kommer ABF’s medlemmer i alle de danske andelsboligforeninger til gode.
-
Repræsentanter fra hele Europa var samlet for at diskutere boligpolitiske løsninger, heriblandt landsformand Han Erik Lund og underdirektør Isaac Appelquist for ABF. -
Samtaler på tværs af lande – ABF styrker netværk og finder løsninger sammen med europæiske kolleger. -
- Det europæiske netværk er afgørende for vores arbejde, lyder det fra landsformand Hans Erik Lund.
Hvad er Housing Europe?
Housing Europe, den europæiske sammenslutning for almene, kooperative og sociale boliger, har været talerør for sektoren siden 1988. Organisationen repræsenterer 44 nationale og regionale forbund samt 16 partnerorganisationer i 31 lande og omfatter omkring 25 millioner boliger, hvilket svarer til cirka 11 % af Europas samlede boligmasse.
Landsbyggefonden kort fortaltLandsbyggefonden er en central del af det danske almene boligsystem. Den blev oprettet ved lov og administrerer midler fra de almene boligorganisationer selv blandt andet via huslejen. Pengene bruges netop til renoveringer, nybyggeri og sociale indsatser i udsatte boligområder.