To webinarer om digital bogføring
1. januar 2026 træder ny lovgivning i kraft, som tvinger andelsboligforeninger til at bogføre digitalt. ABF tilbyder to gratis webinarer, så medlemmerne er bedre rustet til de nye regler.
Tvungen digital bogføring bliver virkelighed for langt de fleste andelsboligforeninger fra starten af det nye år. Kun andelsboligforeninger med en omsætning under 300.000 kroner er, som udgangspunkt, undtaget. Boligafgiften tæller desværre med som omsætning, og digital bogføring er af den grund en lovgivning, som langt de fleste foreninger, derfor bliver pålagt.
I ABF vil vi gerne hjælpe medlemmerne, så I har nogle lidt bedre forudsætninger for at kunne overholde loven, når den træder i kraft 1. januar 2026.
Derfor tilbyder ABF sine medlemmer to gratis webinarer, ”Digital bogføring I”, den 21. oktober og ”Digital bogføring II”, den 12. november, hvor vi sætter spot på de nye regler, så I kommer godt fra start.
En jungle
Erhvervsstyrelsen har en liste med 94 godkendte bogføringssystemer, men det kan være en veritable jungle at finde rundt i. ABF har derfor kigget et mindre antal systemer efter i sømmene og peger på to digitale bogføringssystemer, som vi vurderer, er nogenlunde nemme at arbejde med: Foreningsadministrator.dk og Web-regnskab.dk.
Der kan sagtens være andre systemer, som er bedre for netop jeres forening, men nu starter vi et sted.
De to firmaer, Foreningsadministrator.dk og Web-regnskab.dk, har tilpasset deres systemer til andelsboligforeninger. Det betyder, at begge systemer har indsat ABF’s kontoplan, som findes i ABF-håndbogen.
Bogføringssystemerne er også valgt ud fra deres brugervenlighed og er til foreninger, der ikke er særlig digital- eller bogføringskyndige. Der findes også andre mere avancerede udgaver af bogføringssystemer, men fælles for Foreningsadministrator.dk og Web-regnskab.dk er, at alle kan være med.
På det første møde, "Digital bogføring I", vil ABF give en kort intro til de nye regler og lade Foreningsadministrator.dk og Web-regnskab.dk præsentere sig selv.
På mødet "Digital bogføring II" gennemgår de to firmaer deres bogføringssystemer.
På begge webinarer vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
Det er vigtigt at understrege, at ABF ikke favoriserer nogen firmaer, og heller ikke har nogen vinding fra de to systemer. Valget skal derfor kun ses som en håndsrækning til ABF-medlemmer.
På ABF’s hjemmeside finder I links til de to programmer, hvis I ønsker at undersøge bogføringsprogrammerne forud for de to webinarer.
Det kan I også læse mere om i artiklen ”Foreninger tvinges til digital bogføring”.
Læs mere: