
Fundraising: spritnyt haveanlæg til sønderjysk forening
Nordea-fonden har støttet A/B Gl. Stadion Allé I i Ribe med 341.000 kroner til at skabe et mødested for både mennesker og dyr.
Cirka 40 andelshavere og indbudte gæster – samt et ukendt antal bier og andre insekter var grundlovsdag mødt op for at fejre indvielsen af det nye mødested for andelshaverne i A/B Gl. Stadion Allé I og II.
Det, der tidligere var en anonym græsplæne, var nu beplantet med bærbuske, blomster og krydderurter. Der var anlagt stier, højbede og en stor terrasse, og under en overdækket pergola kunne gæsterne søge ly med deres grillpølser og kartoffelsalat, når den periodiske regn gav sig til kende.
-
Planterne i de nye bede blomstrer på skift til glæde for bierne. -
Formand Conny Knudsen (th) havde inviteret byrådsmedlem Karen Sandrini (V) til at holde grundlovstalen. -
Kredsbestyrelsesmedlem René Madsen fra ABF Kreds Sydjylland er imponeret over projektet og kvitterede med en sommerfuglebusk. -
Taget over den nye, sorte pergola til højre kan trækkes fra, når solen skinner. -
A/B Gl. Stadion Allé I og II oplever allerede, at det nye haveanlæg har skabt mere fællesskab. -
Indvielsen blev hold grundlovsdag, og som fællessang var valgt ”den danske sang”. -
Krydderurter er til glæde for andelshaverne, som nu kan plukke oregano lige ude foran vinduet. -
Insekterne er allerede flyttet ind i den hyggelige andelsboligforening. -
Cirka 40 andelshavere, håndværkere og andre indbudte gæster dukkede op til indvielsen.
Manglede økonomi
Idéen om at give nyt liv til den kedelige græsplæne foran andelsboligforeningernes fælleshus, blev luftet på et møde i afd. 1´s havegruppe i april 2024. Ideer til, hvordan arealet kunne udnyttes, var der nok af, men det stod også klart, at der ikke var økonomi til at sætte et stort projekt i værk.
– Hvorfor prøver vi ikke at søge nogle fonde, spurgte Conny Knudsen der dengang var nyt medlem af havegruppen og siden er valgt til formand for andelsboligforeningen.
Hun havde selv erfaring med at søge fonde i en lokal rideklub.
De øvrige medlemmer af havegruppen havde aldrig tænkt over, at det var en mulighed, men var med på ideen.
Den første fond, de fik kig på, var Nordea-fondens Her gror vi-pulje, der sigtede mod at få både fællesskaber og naturen til at vokse i danske byer. Det passede perfekt til de tanker afd. 1 havde – eneste ulempe: Der var kun tre uger, til ansøgningen skulle indsendes.
Travlhed op til deadline
Havegruppen fik derfor travlt med at omsætte ideerne til en konkret projekttegning, som de kunne bede lokale håndværkere give tilbud på, og det lykkedes inden deadline.
– Det er et stort arbejde at skrive ansøgningen, men det viste sig at være umagen værd, og Nordea-fonden har været meget samarbejdsvillige. Efter vi havde fået pengene, ville vi gerne ændre projektet en smule – droppe noget belægning og i stedet sætte nogle kanter rundt om bedene – og det fik vi uden problemer lov til, siger Conny Knudsen, der sammen med resten af bestyrelsen kunne glæde sig over, at det faktisk kun var nødvendigt at søge én fond, før der var bingo.
ABF's lokale kreds
Indvielsen af mødestedet var samtidig en grundlovsfest og derfor krydret med taler og fællessang.
René Madsen, kredsbestyrelsesmedlem i ABF´s Kreds Sydjylland havde en sommerfuglebusk og en masse lykønskninger med til den initiativrige bestyrelse i A/B Gl. Stadion Allé I.
– Jeg er imponeret over det engagement, der er lagt i projektet. Vi snakker meget om biodiversitet i ABF, men her har vi et synligt bevis på, hvad man rent faktisk kan gøre for at fremme det, siger René Madsen, der tror, at andre andelsboligforeninger vil lade sig inspirere af andelsboligforeningen i Ribe.
– Mange andelsboligforeninger har fællesarealer som kunne udnyttes bedre som frirum til gavn for fællesskabet og biodiversiteten, tilføjer han.
Alle i Ribe er velkomne
Mens gæsterne sang fællessang, summede bierne lystigt i lavendelblomsterne, og når lavendlerne på et tidspunkt afblomstrer, er der sørget for, at der vil være nye blomster på vej, som insekterne kan mæske sig i.
– Det er en lokal gartner, der har leveret planterne, men det er faktisk mig, der har tegnet bedene, siger Conny Knudsen.
En offentlig sti løber hen over arealet og fører ned til Ribe Å. Som en del af projektet er en bænk placeret langs stien, som alle ripensere kan benytte, hvis de trænger til et hvil på spadsereturen, og er pergolaen ledig, er de også velkomne til at benytte den, når bare de husker at rydde op efter sig.
Byrådsmedlem i Esbjerg Kommune Karen Sandrini (V) holdt grundlovstalen og roste det nye mødested for natur og fællesskab.
– Normalt går man til kommunen med et projekt som dette, men de fleste kender efterhånden kommunernes stramme økonomi. Så det er glædeligt, at andelsboligforeningen har fået øje på andre veje at gå. Det har jeg stor respekt for.
Sommerens sol og varme kan bare komme an, for den sønderjyske forening har nu plads til både insekter, andelshavere og indbyggerne i Ribe.
Se video fra A/B Gl. Stadion Allé I:

ABF's lokale arbejde:
ABF har 11 lokale kredse, som afholder kredsgeneralforsamlinger i september, og alle medlemsforeninger kan deltage.
Her kan I møde jeres lokale kredsrepræsentanter, høre mere om det lokale arbejde og stille op til den lokale bestyrelse.
I finder datoer, tid og sted via linket nedenfor.
De endelige programmer for de enkelte kredse vil løbende blive publiceret her på siden.