EU-opgør med korttidsudlejning
I mange storbyer tvinger korttidsudlejning indbyggerne ud af bykernen og presser boligpriserne op. EU ønsker en lovændring, og ABF's standardvedtægter tillader slet ikke korttidsudlejning.
Hvert år i september måned holder EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen en tale om Unionens tilstand. Et af de indsatsområder, som kommissionsformanden satte spot på i år, var manglen på betalbare boliger over det meste af EU.
− Boligpriserne er steget med mere end 20 % siden 2015. Byggetilladelserne er faldet med mere end 20 % på fem år. Sygeplejersker, lærere og brandmænd har ikke råd til at bo der, hvor de gør tjeneste. Studerende falder fra, fordi de ikke kan betale huslejen. Unge udskyder at stifte familie, sagde Ursula von der Leyen under sin unionstale og uddybede:
− Vi vil foreslå et lovgivningsinitiativ om korttidsudlejning for at løse de resterende problemer. Vi har brug for, at hele samfundet, alle lovgivere og alle interessenter går sammen.
Ingen kontrol
Korttidsudlejning er med andre ord på dagsordenen ikke kun i EU, men også i København. Generelt er der blandt partierne i Borgerrepræsentationen enighed om, at indbyggere i Københavns Kommune gerne må ferieudleje fx deres andelsbolig. Reglerne tillader maksimalt 70 dage om året i Københavns Kommune.
Ifølge tal fra Eurostat, EU’s statistikkontor, blev der i 2024 booket 7,3 millioner overnatninger i Danmark via onlineplatforme, heraf var 5,8 millioner bookinger foretaget af internationale gæster. Bookinger, som dermed presser københavnere ud af deres egen by.
Det er derfor primært kontrollen med korttidsudlejning, som politikerne gerne vil styrke.
Nu bliver det en lille smule teknisk, men Københavns Kommune har ikke lov til at kontrollere korttidsudlejning. Ansvaret for kontrol og tilsyn af korttidsudlejning ligger formelt hos Plan- og Landdistriktsstyrelsen, altså hos staten. Hvis en andelsboligforenings bestyrelse fx anmelder en andelshaver for ulovlig udlejning til Københavns Kommune, sender kommunen anmeldelsen videre til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Styrelsen har tidligere oplyst, at den i 2024 fik 25 indberettede sager fra Københavns Kommune, og at der kun blev truffet afgørelse i én sag.
Københavns Kommune har i øvrigt oplyst, at de fleste anmeldelser kommer fra borgere.
Airbnb og kommunalvalg
En række politiske partier har derfor også kontrol af korttidsudlejning i kikkerten til det kommende kommunalvalg for at ”frigøre lejligheder” til københavnere.
− SF har for nylig stillet et forslag om at korttidsudlejning skal begrænses til 35 dage, og det bakker jeg også op om. Det er bare ikke det greb der er vigtigst for mig. Det afgørende er, at der er kontrol på området, og at ejere reelt også skal bo i deres bolig, så lejligheder ikke bliver brugt som hotel og spekulation, og dermed fjerner boliger fra københavnere, siger Astrid Aller, boligordfører i Borgerrepræsentationen for SF.
De Konservative har også fokus på øget kontrol og fik i september vedtaget et forslag i Borgerrepræsentationen, som skal undersøge, hvordan Københavns Kommune kan styrke kontrollen.
− Vi ønsker dels at få belyst vores konkrete handlerum i forhold til at begrænse og kontrollere udlejningen via Airbnb og lignende platforme, og dels at gøre de relevante ministerier og forvaltninger opmærksomme på de begrænsninger, som vi står overfor, så vi kan få justeret på den gældende nationale lovgivning, skrev De Konservative i indstillingen.
Enhedslisten har også øget kontrol på deres politiske dagsorden, oplyser Line Barfod, spidskandidat til overborgmesterposten for Enhedslisten, til ABF:
− Enhedslisten går ind for mere kontrol af korttidsudlejning, så vi kan forebygge ulovlig hotelvirksomhed. Derfor vil vi anbefale, at kontrolfunktionen kommer tilbage til Københavns Kommune i stedet for at ligge hos staten, som den gør i dag. Hun uddyber:
− Vi vil også arbejde for, at man skal dokumentere, hvor mange dage man lejer ud, og vi skal kræve dokumentation for, at man rent faktisk bor i lejligheden.
En linje, der også er opbakning til hos Socialdemokratiet og Pernille Rosenkrantz-Theil, spidskandidat til overborgmesterposten:
− Folk skal have folkeregisteradresse i den bolig, som udlejes. Man kan ikke bare eje 10 lejligheder, som lejes ud på Airbnb, og så skal vi have styrket kontrollen.
ABF passer på fællesskabet
Det kan være en udfordring for fællesskabet i foreningen, hvis andelsboliger bliver brugt til korttidsudlejning. Mange gæstebesøg kan også skabe utryghed i foreningen, ligesom der kan være et øget slid på fællesarealer og fællesfaciliteter.
Det er op til den enkelte andelsboligforening at fastsætte egne regler i vedtægterne. Korttidsudlejning er ikke tilladt i foreninger, som følger ABF's standardvedtægter. ABF har dog en alternative bestemmelse til ABF’s standardvedtægter, som giver andelshavere mulighed for at leje deres bolig ud i maksimalt tre uger om året og i mindst tre sammenhængende dage.
Medlemsforeninger er altid velkomne til at kontakte ABF’s medlemsrådgivning med spørgsmål om korttidsudlejning, og så følger ABF naturligvis op på de politiske udmeldinger i den kommende tid – både nationalt og fra Bruxelles.