
Bymidtepulje
Bor du i en andelsboligforening i en by mellem 4.000 og 20.000 indbyggere? Hvis ja, så har Realdania en Bymidtepulje til udviklingsprojekter.
Der er godt nyt til de andelsboligforeninger, som sukker efter flere fælleslokaler.
Realdania har fokus på at støtte udviklingen i Danmarks mindre byer, hvor bykernen kan visne lidt hen, og har derfor afsat 100 millioner kroner til lokale projekter udenfor de store byer.
Puljen er målrettet byer mellem 4.000 og 20.000 indbyggere, og forslag til projekter kan fx være at give et byrum nyt liv, fx ved at gøre plads til leg, kunst, bevægelse eller natur, hvis I har ekstra plads på fællesarealerne.
I kan også skabe stier og ruter mellem vigtige steder, fx mellem andelsboligforeningens fælleshus/fællesarealer og lokale indkøbsmuligheder.
Foreningen kan også skabe plads til foreningsaktiviteter eller undervisningsaktiviteter både indendørs og udendørs, hvis I fx har et eksisterende fælleshus, som I gerne vil åbne op for andre brugere.
Bymidtepuljen støtter også omdannelse af tomme butikslokaler, hvis I savner liv tæt på andelsboligforeningen.
Man kan søge op til 15 millioner kroner, og både bygningsejere, boligforeninger og grundejerforeninger kan komme i betragtning, og der er løbende ansøgning.