Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

4.576 km gåtur i fællesskabets tjeneste

Hver onsdag i 22 år har andelshaverne i A/B Hyrdestien i Ebeltoft gået ture i området for at dyrke fællesskabet i foreningen.

DEL ARTIKEL

Der er masser af stier i de naturskønne om­givelser ved Ebeltoft, og andelshaverne i A/B Hyrdestien må være nogle af dem, der kender stierne bedst.

Siden andelsboligforeningen blev dannet i 2003, har dem, der har haft lyst, hver onsdag klokken 10 mødtes uden for fælleshu­set og i samlet flok begivet sig ud på en gåtur af tre kvarter til en times varighed (eller kor­tere, hvis helbredet dikterer det).


Facit viser en samlet travetur på 4.576 kilometer i løbet af de 22 år, hvis man går ud fra, at hver tur er fire kilometer. Men ingen af gåturens deltagere går særlig højt op i den slags regnestykker, da ABFnyt følger med på turen en overskyet og forårskold onsdag i marts. De har i stedet travlt med det, der er hovedformålet med vandreturen: at dyrke fællesskabet. Til det formål er turene rundt i området perfekte, for samtale og vandring går fint i takt.

– Vi plejer egentlig ikke at diskutere politik, men i øjeblikket har vi da vendt en vis politi­ker i USA, siger andelshaver Tommy Petersen med et glimt i øjet.

Fællesskabets DNA
Ellers kan det være andelshavernes fælles hverdag i andelsboligforeningen, der kan være samtaleemnet, og der er nok at tage fat på, for fællesskabet er en vigtig del af DNA-et i A/B Hyrdestien. Flere gange om ugen er der arrangementer i andelsboligforeningen, som man kan deltage i, hvis man har lyst. Der er ingen tvang, men et vist bidrag til fællesska­bet forventes, og på andelsboligforeningens hjemmeside står en klar besked til personer, der overvejer at skrive sig på andelsboligfor­eningens interesseliste: ”Er I superegoister, har I valgt det forkerte sted at bo.”

– Vi tager altid en samtale med dem, der sø­ger om optagelse i andelsboligforeningen, og her er det vigtigt, at de gerne vil fællesskabet. Hvis man ønsker at sidde alene i sin lejlighed, skal man vælge et andet sted at bo, siger Lis­beth Hansen, der er næstformand og sekretær i andelsboligforeningen.

Lang liste af aktiviteter
Det varer en halv gåtur for hende at nå igen­nem beskrivelsen af alle de aktiviteter, der er gang i i andelsboligforeningen, som vi for god ordens skyld har oplistet for sig i denne artikel.

Udover alle aktiviteterne mødes de 29 andelshavere i de 18 andele også, når uden­dørsarealerne skal passes.

Fælleshuset sørger andelshaverne også selv for at holde pænt og rent – og velduftende med friske forsyninger af blomster. Ansvaret for fælleshuset går på skift hver tredje måned mellem grupper bestå­ende af tre-fire andelsboliger.


   Aktiviteter i A/B Hyrdestien:

  • Gymnastik for kvinder i fælleshuset hver uge
  • Fællesspisning i fælleshuset en gang om måneden
  • Fælles deltagelse i træning i kommunens moti­onscenter
  • Kreadag hver uge (f.eks. udformning af crepe-blomster og akvarelmaleri)
  • Læseklub hver 6. uge
  • Ølklub en gang om måneden
  • Mad for mænd en gang om måneden
  • Grillaftener efter behov i sommermånederne
  • Gåtur hver onsdag
  • Ideudvalg, der arrangerer to årlige ture med overnatning
  • Musikaftener
  • Fødselsdagsfejringer med flag ved andelsboli­ger og med produktion af personlige fødsels­dagsgaver
  • Jule- og nytårsarrangementer
  • Årlig lugedag.

Kaffe i fælleshuset
Medmindre der kommer noget i vejen, er andelshaver Kirsten Nielsen altid med på gåturen om onsdagen. Hun har boet med sin mand i A/B Hyrdestien i ti år, og de værdsæt­ter begge fællesskabet med de andre beboere.

– Så behøver man ikke sidde utålmodigt og vente på, om børn og børnebørn ikke snart kommer på besøg, siger hun.

Gåturen slutter, hvor den startede – ved fælleshuset, hvor der vanen tro er kaffe til motionisterne. Fra de store vinduer i fællesrummet har de udsigt til det omliggende sommerhusområde i det bakkede landskab.

– Ebeltoft har virkelig mange gode mulig­heder for gode gåture, konstaterer Lisbeth Hansen.

Om A/B Hyrdestien:

  • Etableret 2003

  • Seniorandelsbolig-
    forening for andelshavere over 55 og uden hjemmeboende børn

  • 18 andelsboliger: to på 83 m2, 12 på 105 m2, og fire på 115 m2.

  • Fælleshus: Sal med plads til 35 personer, to værelser som kan lejes, stort køkken, badevæ­relse og værksted.