medlemsservice.jpg

Foreningshjemmeside gennem ABF

Komplet webløsning skræddersyet til boligforeninger

ABF kan nu tilbyde en helt ny foreningshjemmesideløsning, som er udviklet i samarbejde med Twentyfour særligt til andelsboligforeninger. Her kan I fortælle omverdenen om jeres forening, I kan uploade de seneste referater fra generalforsamlinger, I kan oprette en venteliste, og beboerne kan booke fælleshuset. Hjemmesiden er let at redigere, så den passer til lige netop jeres forening.

Funktioner og pris

Hjemmesiden koster 189 kr. pr. måned inkl. moms. og betales direkte til Twentyfour.

Af funktioner findes blandt andet:

  • Lukkede sider
  • Booking
  • Kalender
  • Nyhedssystem
  • Beskedsystem (email og sms)
  • Galleri
  • Nyheder fra ABF
  • Aktiviteter fra ABF
  • Fuld farvekontrol

Mulige tilvalg:

  • Emailadresser med domænenavn (ubegrænset antal): 20 kr. pr. måned
  • Eget domæne (ved opsætning af nyt): 39 kr. pr. måned

>> Se en introduktionsvideo til foreningshjemmesiden

Sådan kommer I i gang

ABF's foreningshjemmesider er endnu under udvikling, så det er ikke muligt at oprette sig online endnu. Er I interesseret i en hjemmeside, kan I dog kontakte ABF på abf@abf-rep.dk, så giver vi besked, når der er mulighed for at komme i gang. I kan også tilmelde jer på linket herunder:

Bestil en hjemmeside

Support og vejledning

Gratis manualer
ABF's hjemmesidesystem er enkelt at bruge, og det kræver ikke, at man har kendskab til kodning eller på anden måde er IT-ekspert. Kommer man i tvivl undervejs om, hvordan man gør, så lægger vi løbende både skriftlige manualer og videomanualer online, som kort og letforståeligt forklarer, hvordan de enkelte elementer fungerer. Se links i højre side.

Gratis support fra ABF
Udover de gratis videomanualer yder ABF support til medlemmer på telefon og e-mail. Her kan du stille specifikke spørgsmål til jeres foreningshjemmeside og få hjælp til, hvordan du bruger systemet. Kontakt os på 33 86 28 30 eller foreningshjemmeside@abf-rep.dk for support.

Starthjælp
Ønsker jeres forening en nem start på jeres nye hjemmeside, så tilbyder ABF en startpakke, hvor foreningens eget indhold bliver organiseret og lagt op, så hjemmesiden er brugbar med det samme. Foreningen skal dog selv producere indholdet (tekst, billeder, dokumenter) og sende det til ABF. Startpakken er et tilkøb og koster 1000,-kr (inkl. moms). Prisen er et engangsbeløb.

Vi har allerede en hjemmeside gennem ABF - kan den overføres til den nye version?

Ja, det kan den, og vi skal nok gøre det hele for jer, så I ikke behøver bruge tid på at sætte det hele op en gang til. Hvis I allerede har en foreningshjemmeside gennem ABF's gamle udbyder, så vil jeres hjemmeside blive overført til det nye system ved udgangen af jeres betalingsperiode. Vi skal selvfølgelig nok kontakte jer inden, så I er informeret om at der sker ændringer, og vi skal også nok sørge for, at I får en god introduktion til det nye system.

Vær opmærksom på at i fremover vil modtage regningen for foreningshjemmesiden direkte fra Twentyfour.

Hvorfor skifter vi system?

ABF har tidligere tilbudt foreningshjemmesider i et andet system. Grunden til at vi flytter er, at system som det er i dag ikke længere lever op til de kvalitetskrav der stilles til en hjemmeside. At opdatere det gamle system med nye funktionaliteter og udvikle det videre efter vores medlemmers behov ville kræve en større investering fra ABF. Desuden er der nogle fejl i systemet, som vi gerne vil til livs, ligesom der i fremtiden kan forekomme sikkerhedsbrister, fordi systemet ikke bliver opdateret, medmindre der investeres betydelige summer i det.

I det nye system er der taget højde for disse ting uden at det har krævet en investering, og vi er overbevist om, at det med tiden vil vise sig at være et bedre og lettere anvendeligt system end det gamle.

Er der flere versioner af den nye hjemmeside?

Nej, vi tilbyder kun én model. Den kan tilrettes indenfor den skabelon siderne er bygget op omkring, så den passer til jeres behov, i forhold til design og funktioner. Er der noget særligt, I har brug for eller er I i tvivl om, hvorvidt skabelonen lever op til jeres behov, så er I meget velkomne til at kontakte ABF.

Har I allerede en hjemmeside gennem ABF's gamle system, og har I den lille pakke, så har I mulighed for at blive overført til en tilsvarende lille pakke. I vil blive kontaktet direkte af ABF, når jeres abonnementsperiode er ved at udløbe.