
Andelsboligdag 2023
ABF inviterer til Andelsboligdag lørdag den 7. oktober kl. 10.30-16.00 på hotel Scandic i København.
Andelsboligdagen er en fast tradition i ABF – en dag, hvor vi mødes for at få konkret viden og ny inspiration med hjem til arbejdet i egen forening. Og en dag, som byder på faglige oplæg, praktiske erfaringer fra andre foreninger, debat og seneste nyt om, hvad der sker på den politiske front.
I år sætter vi særligt fokus på, hvordan man kan blive mere bæredygtig i foreningerne, fx via grønne fællesskaber. Du vil bl.a. kunne høre mere om, hvordan 22 københavnske foreninger reducerer deres fjernvarmeforbrug i fællesskab, blive klogere på valg af el-leverandør og få indblik i hvad der er af tilskudsmuligheder og lovgivning på området.
Dagen vil blive rundet af med en uddybende orientering om, hvad der aktuelt sker på det politiske område, og hvilken betydning det kan få for andelsboligforeningerne.
ABF byder på frokost og kaffe undervejs.
Mød ABF og de professionelle aktører
Der vil på dagen være et udstillerområde, hvor I kan møde professionelle aktører og ABF, der står klar til en snak om udfordringerne i jeres forening. I kan møde ABF og firmaerne inden oplæggene og igen i pauserne. Se programmet herunder.
På ABF’s stande har I mulighed for at møde ABF’s rådgivere og få information om ABF’s mange medlemstilbud som kurser, håndbog og bestyrelsesansvarsforsikring. Vi fortæller også gerne om, hvordan vi arbejder politisk for jeres forening, og vi har en stand, hvor du kan stille spørgsmål til og se eksempler på vores foreningshjemmesider.
Firmaerne repræsenterer en bred vifte af fagområder med relevans for andelsboligforeninger, så I kan få svar på spørgsmål og få ny viden og inspiration med hjem.
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.
Program
Kl. 10.30 - 11.00: Mød udstillerne
Kl. 11.00 - 11.10: Velkomst v. Isaac Appelquist, underdirektør for ABF
Isaac Appelquist byder velkommen til en dag med faglige indlæg, debat og praktiske erfaringer fra andelsboligforeninger.
Kl. 11.10 - 11.30: Hvad er bæredygtighed? v. Charlie Houkjær Klausen
Hvad er tendenserne indenfor bæredygtighed, og hvorfor skal man som andelsboligforening have det in mente? Hør om, hvad man kan gøre af tiltag for at skubbe foreningen i en mere bæredygtig retning.
Kl. 11.30 - 12.00: Præsentation af udstillere
Udstillerne får ordet, hvor de kort præsenterer deres firmaer og fortæller om, hvad de kan tilbyde andelsboligforeninger.
Kl. 12.00 – 13.00: Frokostpause og mød udstillerne
Kl. 13.00 – 13.20: Grønne Fællesskaber v. Bent Mariager, Samskab
Få inspiration til, hvad man kan gøre i andelsboligforeningerne for at fremme grønne fællesskaber. Bent Mariager fortæller om de erfaringer, han selv og andre har gjort sig.
Kl. 13.20 – 13.40: Optimer foreningens varmecentral og reducering af energiforbrug i bygninger v. Energispring (Københavns Kommune og HOFOR)
22 københavnske andelsboligforeninger reducerer deres fjernvarmeforbrug i fællesskab. Måske kan jeres forening også være med eller blive inspireret til, hvordan I også kan spare.
Kl. 13.40 – 14.00: Tilskudsmuligheder og nyt energidirektiv fra EU v. ABF’s medlemsrådgivning
EU forhandler om nyt bygningsdirektiv, der skærper kravene til energiforbruget i bygninger. Det får betydning, når foreningen skal energimærkes. EU har også allerede fastsat regler om fjernaflæselige målere. Hør mere om kravene, men også om tilskudsmuligheder, når foreningen gerne vil energirenovere.
Kl. 14.00 – 14.45: Kaffepause og mød udstillerne
Kl. 14.45 - 15.15: Bedre elaftaler v. Jørgen Munksgaard Rasmussen
Hvordan kan man som elforbruger bedst agere på markedet, når man vil vurdere om ens elaftale er optimal? Hvor og hvordan kan man bedst sammenligne selskaberne med hinanden, og hvad er det man skal have fokus på i form af gebyrer m.m.? Og kan man stole på de digitale sammenligningssider?
Kl. 15.15 - 15.45: Det politiske hjørne v. Jan Hansen, direktør for ABF
Få indblik i de aktuelle politiske sager på andelsboligmarkedet og sager, som ABF er involveret i.
Kl. 15.45 - 16.00: Tak for i dag.
Udstillere på Andelsboligdagen i København
Advokat: Wantzin Ejendomsadvokater
Altaner: Balco AB
Bank & realkredit: Nordea
Bank & realkredit: Realkredit Danmark
Byggerådgivning - arkitekter: RUM
Energimærkning: OBH ingeniørservice
Faldstammer og ventilation: Proline Danmark
Fjernvarmemåling: Energispring
Forbrugsmålere: ista Danmark
Forsikring: Söderberg & Partners
Kloakker m.v.: Per Aarsleff
Ladestandere: Clever
Låsesystem: Bekey
Revision: Christensen Kjærulff
Rådgivere/ingeniører: Gaihede ingeniører & arkitekter
Ventelisteadministration: Waitly
Vinduer og døre: Idealcombi
Materiale til udstillere


