nyheder.jpg

Skal du til Folkemøde?

10-06-2016

Det er tid til årets folkemøde på Bornholm. I år deltager ABF med to debatter, der på hver sin måde berører andelsboligforeningernes betydning for samfundet.

Af Thea Gregersen

Solskin, klipper og duften af røgede sild fra Allinge Havn på Bornholm danner atter engang rammerne for årets Folkemøde, hvor en lang række organisationer, virksomheder, politikere, journalister og helt almindelige danskere stimler sammen om den politiske samfundsdebat.

Folkemødet indledes torsdag den 16. juni 2016 og varer fire dage.

ABF arrangerer torsdag eftermiddag klokken 15.00 debatten At bo i fællesskab: Dynamo for regional udvikling? i samarbejde med organisationen Danmark På Vippen. 

Debatten tager udgangspunkt i en diskussion af, om andelsbevægelsens oprindelige tanke om at dele bolig og hverdag kan få flere til at flytte til yderområderne, og om fællesskabsorienterede boformer kan drive regional udvikling eller måske overtage velfærdsstatens rolle i yderområderne? Debatten finder i sted i Danmark På Vippens telt ved Danchells Anlæg.

Lørdag aften klokken 19.00 kan man på Hovedscenen ved Cirkuspladsen møde ABF til den store 100-meter Middag, som ABF arrangerer i samarbejde med Danmarks Almene Boliger (BL), Arkitektforeningen samt Lokale- og Anlægsfonden.

Ideen med 100-meter Middagen er at lave et arrangement, der underbygger Folkemødets identitet som demokratisk forum og dialogbaseret mødested mellem mennesker, organisationer og magthavere, og samtidig er middagen forankret konceptuelt i den gode bornholmske mad. Her er det ikke debattører eller talere, der er i fokus. Alle 350 middagsgæster deltager på lige fod i snakken om fællesskab, frivillighed, deleøkonomi og rum, der samler og engagerer folk.

Tilmeld dig nyhedsbrev