nyheder.jpg

Brian Mikkelsen ny minister for andelsboligerne

28-11-2016

Ny regering: Statsminister Lars Løkke Rasmussen har udnævnt de 22 ministre i den nye trekløverregering. Brian Mikkelsen (K) overtager Erhvervsministeriet efter Troels Lund Poulsen (V) og bliver dermed igen minister for andelsboligområdet.

Af Thea Gregersen

Mandag præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen sin nye VLAK-regering.

Ministerholdet for den nye regering består af 22 ministerposter, hvor af 13 besættes af Venstre, seks af Liberal Alliance og tre af Konservative.

Brian Mikkelsen fra De Konservative overtager Erhvervsministeriet efter Troels Lund Poulsen og dermed bliver Mikkelsen  minister for både andel- og ejerboligområdet. Et område, han også stod i spidsen for fra 2010-11, da han var økonomi- og erhvervsminister.

Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance overtager lejeboligområdet fra Inger Støjberg og bliver dermed transport- bygnings- og boligminister.

ABF-formand Hans Erik Lund siger:

- Vi ser frem til samarbejdet med begge ministre. Vi kommer til at få en vigtig berøringsflade med Brian Mikkelsen i Erhvervsministeriet. Men vi kommer også til at tage en række drøftelser med Ole Birk Olesen i det nye Ministerium for transport, bygning og bolig vedrørende eksempelvis tilbudspligten for lejerne.


Tilmeld dig nyhedsbrev