nyheder.jpg

Ny lejelovgivning med større ændringer er trådt i kraft

02-07-2015

D. 1. juli er ny lejelovgivning trådt i kraft. Og der er sket en række ændringer, som du skal være opmærksom på.

Ind- og fraflytningssyn
Det har førhen været frivilligt for udlejer og lejer at afholde ind- og fraflytningssyn. De nye regler indfører pligt for alle udlejere, der lejer mere en én lejlighed ud til at indkalde til og afholde syn samt udarbejde en rapport til lejer.
Det har betydning i de situationer, hvor foreningen udlejer to eller flere lejligheder.

Istandsættelse
Muligheden for at aftale, at lejer skal aflevere lejemålet nyistandsat er fjernet med den nye lejelovgivning. Det betyder, at lejer, som udgangspunkt, kun kan blive pålagt af aflevere det lejede nymalet på flader, karme, rør og radiatorer, hvis lejer har overtaget lejemålet nymalet ved indflytningen, og hvis lejemålet trænger til vedligeholdelse ved lejers fraflytning.
Det er relevant for foreningens udlejede boliger, men også for andelshavere ved fremleje. 

Nye gebyrer
Der er også kommet nye gebyrer for huslejenævnssager. Gebyret for forhåndsgodkendelse af lejen falder fra 3.600 kr. til 500 kr. Samtidigt indføres der et strafgebyr på 2.080 kr. per sag for udlejere, der taber sager ved huslejenævnet.

Ny lejekontrakt
I forbindelse med ændringerne i den nye lejelovgivning  har det nu tidligere Ministeriet for By, Bolig og landdistrikter revideret lejekontrakten til anvendelse i lejeaftaler om beboelseslejligheder, herunder blandede lejemål, og værelser i private udlejningsejendomme.
Kontrakten gælder for lejeaftaler indgået efter 1. juli 2015.

Download ministeriets lejekontrakt

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrev