nyheder.jpg

Ny BoligJobordning tager stadig ikke højde for andelsboligforeninger

11-11-2015

En ny BoligJobordning kom på plads under finanslovsforhandlingerne i sidste uge, men det såkaldte håndværkerfradrag gælder stadig ikke for landets andelsboligforeninger. Det ærgrer ABF’s direktør, Jan Hansen.

 

Af Thea Gregersen

En ny BoligJobordning for det kommende år er faldet på plads mellem De konservative, DF, SF, Alternativet og regeringspartiet Venstre. Men ordningen kan stadig ikke anvendes af landets ca. 9000 andelsboligforeninger.

Direktør i ABF, Jan Hansen, siger:

- Det er fint, at partierne fokuserer på en mere grøn BoligJobordning, men det er klart, at vi ikke kan være tilfredse med, at landets andelsboligforeninger ikke kan drage nytte af ordningen i forbindelse med deres udendørsrenoveringer, og særligt ikke når vi ved,at behovet er der.

Direktøren i ABF henviser dermed til en spritny medlemsundersøgelse, ABF har lavet blandt bestyrelserne i andelsboligforeningerne.

Undersøgelsen viser, at 42% af ABF’s medlemsforeninger har brug for op til flere forskellige bygningsrenoveringer, særligt udskiftning af døre, vinduer, tag eller efterisolering af ydervægge. Samtidig viser undersøgelsen med al tydelighed, at en stor del af disse andelsboligforeninger har udsat nødvendige energirenoveringsprojekter pga. økonomien. Det gælder for knap 60 % af de adspurgte medlemsforeninger.

Men ABF giver ikke op i forhold til at finde en løsning for medlemmerne, understreger Jan Hansen.

- Det er vigtigt for os at støtte op om det behov, vi ved, der er blandt vores medlemmer for udendørsenergirenoveringer. Så vi arbejder videre for at få gennemført en grøn løsning, der også kommer andelsboligforeningerne til gode. Vores mål er en grøn tilskudspulje, som foreningerne kan søge fra, siger han.

Den nuværende BoligJobordning fortsætter uændret i 2015, mens ændringerne træder i kraft 1. januar 2016. Ordningen finansieres på finanslovene for 2016 og 2017.

Tilmeld dig nyhedsbrev