nyheder.jpg

Andelsboligdag: "Svære emner på en overskuelig måde"

26-10-2015

Der var tryk på weekendens andelsboligdag i Kolding. Glade deltagere og masser af brugbar viden. I kan stadig nå at være med i København eller i Aarhus. 

Af Lise Clemmensen // Foto: ABF

- ABF forstår virkelig at forklare svære emner, så medlemmerne kan forstå det.

Sådan siger en af de mere end 100 deltagere, som i weekenden deltog i ABF’s andelsboligdag.

Økonomi

Andelsboligdagen havde svære økonomiske og tekniske emner på plakaten og alligevel er tilbagemeldingerne fra deltagerne, at de er gået hjem med brugbar viden.

Og det glæder ABF’s økonom Jeanett Steiner Nielsen sig over. Hun havde ansvaret for at informere deltagerne om, hvad der sker, når afdragsfriheden udløber på foreningens lån, og hvilke løsningsscenarier, der eksisterer for foreningerne.

- Jeg er oprindeligt uddannet erhvervsrådgiver og har en HD i finansiering. Jeg har altid været vant til at skulle forklare svært stof for kunder, som ikke har en finansiel baggrund. Derfor er det også en stor tilfredsstillelse at kunne give min finansielle viden videre til medlemmerne på ABF’s andelsboligdag, fortæller Jeanett Steiner Nielsen.

Andelsboligdag Kolding

Rundt om salget

Og det er ikke kun finansiering, der var på plakaten. Viden om salg af andelsbolig fik deltagerne også med hjem. ABF’s direktør Jan Hansen og juridisk chef og advokat Shalaleh Momeni kom rundt om nogle af de opgaver, som bestyrelser skal varetage i forbindelse med salg. Og Shalaleh Momeni oplevede ligesom Jeanett Steiner Nielsen, at medlemmer fik brugbar viden med hjem fra andelsboligdagen.

- Generelt giver vi deltagerne information om håndteringen af de udfordringer, der kan indfinde sig i processen. Programmerne er lidt anderledes bygget op alt efter om det er Aarhus eller København. Blandt andet taler vi om energimærkning i Aarhus og om nøgleoplysningsskemaer i København, fortæller Shalaleh Momeni.

Kom og vær med

Næste andelsboligdag er i København d. 31. oktober og i Aarhus d. 7. november. Ud over finansiering og salg kan deltagere på begge arrangementer blive klogere på ”den visionære andelsboligforening og på ”ABF’s medlemsrådgivning”, hvor ABF’s juridiske chef Shalaleh Momeni fortæller om, hvad jeres bestyrelse kan forvente at kunne bruge medlemsrådgivningen til.

Både andelshavere og bestyrelser er velkomne, og tag gerne din nabo med.

Andelsboligdag er gratis, og ABF glæder sig til at se jer.

>>Læs program og tilmeld jer

 

Tilmeld dig nyhedsbrev