nyheder.jpg

Andelsboligforening erklæret konkurs

19-12-2014

Efter ønske fra A/B Duegården i København erklærede Sø- og Handelsretten i dag foreningen konkurs.

Dommen gik dermed imod Nykredit, der ikke mente, at foreningen var insolvent.

Retten nåede dog til et andet resultat, idet dommen både fastslår, at foreningen er insolvent, og samtidig har en retlig interesse i en konkurs.

I en kommentar til dommen siger direktør i ABF, Jan Hansen:

-Med dagens dom har foreningen fået sat en stopper for yderligere gældssætning. Og det vil komme en række andelshavere til gavn, som er havnet i en ulykkelig situation på grund af dårlig rådgivning og uigennemsigtige låneprodukter, siger Jan Hansen og fortsætter.

-Jeg håber, at den klare dom nu betyder, at penge- og kreditinstitutter fremover vil påtage sig et medansvar for at finde holdbare løsninger på de økonomiske problemer, som nogle andelsboligforeninger slås med.

A/B Duegården blev stiftet i 2007 efter en uigennemskuelig stiftelsesrådgivning. 

Som en konsekvens af de mange skrøbelige stiftelser har regeringen også i efteråret strammet reglerne for stiftelse af andelsboligforeninger.

Nykredit har kæret dagens kendelse.

Tilmeld dig nyhedsbrev