lovogfakta.jpg

For andelshavere

Det er andelsboligforeningen, og ikke den enkelte andelshaver, som er medlem af ABF.

På generalforsamlingen vælges bestyrelsen til at repræsentere foreningen. Det er derfor kun bestyrelsesmedlemmer, som på foreningens vegne kan få juridisk og økonomisk rådgivning.

Andelshavere, som ikke er i bestyrelsen, kan kun få rådgivning via bestyrelsen.

Opstår der strid mellem bestyrelsen og en eller flere andelshavere i foreningen, kan ABF alene rådgive foreningens bestyrelse, da ABF ikke kan give uvildig rådgivning til både bestyrelse og andelshavere.

Indhold:



Hvad gør en andelshaver, som ønsker at klage over bestyrelsen?

Der findes ikke en klageinstans, hvor andelshavere kan klage over foreningens bestyrelse. Er man uenig med bestyrelsen, bør man i første omgang se, om man kan tale sig til rette.

Hvis det ikke lykkes, kan problemstillingen tages op på foreningens generalforsamling.

Er der lang tid til afholdelse af den ordinære generalformsamling, er det muligt at indkalde til en ekstraordinær, hvis man kan samle opbakning blandt mindst en fjerdedel af de øvrige andelshavere.

Er der tale om en begrundet mistanke om ulovligheder, kan politiet kontaktes.

 

Hvad gør andelshaverne, hvis bestyrelsen handler uden for sine beføjelser?

Bestyrelsen er generalforsamlingens 'forlængede arm'. Det betyder, at bestyrelsen skal føre de beslutninger, der træffes på generalforsamlingen, ud i livet.

Bestyrelsen kan desuden have beføjelser, som er beskrevet i foreningens vedtægt.

Hvis en andelshaver mener, at bestyrelsen har truffet en beslutning, der er i strid med bestyrelsens beføjelser, kan andelshaveren anmode om, at beslutningen tages op på en generalforsamling.

Generalforsamlingen kan ændre bestyrelsens afgørelser, hvis der er et flertal for det. Hvis der er lang tid til næste ordinære generalforsamling, kan bestyrelsens beslutning tages op på en ekstraordinær generalforsamling.

 

Hvordan indkalder man til en ekstraordinær generalforsamling?

Hvis en bestyrelse gentagne gange undlader at følge kravet om at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, vil andelshaverne selv kunne indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

En indkaldelse skal altid indeholde en dagsorden, og det skal dokumenteres, at der er opbakning til indkaldelsen blandt ¼ af andelshaverne.

<Tilbage til toppen

Hvor kan du søge rådgivning?

Kan sagen ikke løses internt i foreningen bør du søge personlig og konkret juridisk rådgivning vedrørende sagen hos en advokat.

En advokat vil ud over rådgivning også være i stand til at føre en eventuel retssag. Du kan blandt andet finde en advokat i ABF’s firmaguide.

Du har også mulighed for at få hjælp i de forskellige retshjælpstilbud, som bl.a. landets kommuner eller private organisationer stiller til rådighed.

Du skal dog være opmærksom på, at retshjælpen hjælper med generel juridisk rådgivning, og derfor ikke kan bistå dig med andet end svar på generelle spørgsmål.

Du kan fx ikke forvente at få hjælp til at overdrage din andelsbolig til en anden. Hvis du søger gratis retshjælp, er der visse krav til størrelsen af din indtægt.

Du kan finde mere information om din lokale retshjælp hos din kommune eller på dit lokale bibliotek.

 

Bliv klogere med ABF-håndbogen

Ønsker du at søge mere viden om andelsboligforhold, er ABFhåndbogen et godt sted at starte.

Håndbogen beskriver gældende regler og praksis på en lang række områder, hvor andelsboligforeninger kan støde på problemer.

Som andelshaver kan du bruge bogen til at danne dig et indtryk af foreningens drift samt den bagvedliggende jura på området.

Du kan købe ABFhåndbogen gennem ABF, eller spørge din bestyrelse, om de har købt bogen, så du eventuelt kan låne den.

Læs mere om ABF-håndbogen

< Tilbage til toppen